Mælkefri diæt til børn og unge

Siden er ikke opdateret i 2016

Indikation

Ordineres til syge børn og unge med diagnosticeret overfølsomhed overfor mælk og mælkeprodukter*.

*En sikker diagnose kan kun stilles ved at sammenholde sygehistorie og undersøgelser med resultaterne af en diætperiode og en provokation.

Der bør tages kontakt til klinisk diætist med henblik på individuel tilrettelæggelse af kosten.

Overfølsomhed overfor mælkeprotein må ikke forveksles med laktoseintolerance, hvor organismen helt eller delvis mangler det enzym der kan nedbryde laktose. Specialprodukter, hvor kun laktosen er fjernet kan således ikke anvendes til børn med overfølsomhed overfor mælkeprotein.

Vitaminer og mineraler

Der vil ofte være behov for ekstra vitamin- og mineraltilskud, som skal lægeordineres.

Nogle tabletter også calcium-, vitamin- og mineraltabletter, kan indeholde mælkeprotein og kan ikke anbefales.

Praktiske råd

Mange industrielt fremstillede produkter kan indeholde »skjult« mælkeprotein bl.a. brød, fløde, kødfars, pålæg, pølser, middagsretter, stuvninger, supper, saucer, margarine, smør, is, desserter, cremer, kager, chokolade og kakaodrik og varedeklarationen bør derfor altid læses grundigt.

I 2003 har EU vedtaget nye regler for mærkning, så der tages mere hensyn til mennesker med allergi. Det betyder at 25 procent-reglen afskaffes, så alle ingredienser altid skal deklareres. Der er dog nogle få undtagelser, men disse gælder ikke mælk og mælkeprodukter, så disse skal altid fremgå af deklarationen.

De nye regler er trådt i kraft d. 25. november 2005. Varer der er mærket før denne dato må dog stadig sælges. Derfor kan der i en periode efter d. 25. november 2005 stadig være varer i butikkerne, som er mærket efter de tidligere regler. Der kan læses mere i pjecen Varedeklarationer og overfølsomhed.

Der henvises i øvrigt til Fødevareallergi samt til Overfølsomhed