Om Kosthåndbogen

Indholdsfortegnelse

Kosthåndbogen er oprindeligt udsprunget af en intention om at udforme fælles nationale retningslinjer baseret på kosthåndbøger indsamlet fra en lang række danske sygehuse.

Dette er den 3. reviderede version.

Målgruppe

Den Nationale Kosthåndbog 2016 indeholder anbefalinger for, hvilken mad raske og syge i alle aldersgrupper bør tilbydes.

Kosthåndbogen er rettet mod personer, der enten har ansvaret for, eller arbejder med kosten. Det kan være enten i behandlingsøjemed eller ved almindelig forplejning i institutioner som fx plejebolig, hjemmeplejen og dag- og døgninstitutioner.

Kosthåndbogens målgruppe er de kost, ernærings- og sundhedsfaglige: kandidater i ernæring, professionsbachelorer i ernæring og sundhed, kliniske diætister, økonomaer, ernæringsassistenter, læger, sygeplejersker, sundhedsplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter, social- og sundhedshjælpere, andet kostansvarligt personale samt undervisere og studerende. Materialet er ikke beregnet til udlevering til borgere, patienter eller pårørende.

Indhold

Den Nationale Kosthåndbog indeholder retningslinjer for forskellige kostformer og diæter, herunder baggrund for kostform, valg af fødevarer, dagskostforslag, illustrationer osv.

Kostformerne og diæterne er målrettet 3 grupper:

Børn (0-17 år)

Voksne

Ældre (≥65 år)

Valget af kostform eller diæt til den enkelte baseres på en individuel vurdering af ernæringstilstand og forekomst af risikofaktorer. Læs mere på siderne om Screening.

Diæter, hvor der mangler klinisk dokumentation for deres relevans, er udeladt. Det gælder fx skånekost, purinreduceret kost, m.fl. Desuden er det valgt ikke at medtage undersøgelsesdiæter (dvs. diverse kostformer til røntgen, laktose- fri diæt, eliminationsdiæt osv.)

Litteratur

Ved opdateringen af den 3. reviderede version af Den Nationale Kosthåndbog er der taget udgangspunkt i

Anbefalinger for den danske institutionskost. 5. udgave, 2015

Vejledning til læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, sygehjælpere og kliniske diætister: Screening og behandling af patienter i ernæringsmæssig risiko. Sundhedsstyrelsen 2008

De Nordiske Næringsstofanbefalinger 2012

Der er tilføjet opdaterede links og litteratur ved de enkelte kostformer og diæter.