Regionshospital Midt i Viborg – Centralkøkkenet

Centralkøkkenet på Regionshospital Midt i Viborg, producerer dysfagimad til patienter på hospitalets adresser i Viborg, Silkeborg og Skive.

Blød kost og gratin kost

Blød kost og gratinkost fremstilles på samme måde, ud fra rester af helt kød, f.eks. flæskesteg, oksesteg og lignende. Kødet blendes sammen med fond, æg, piskefløde, smør, salt og peber. Kødet fordeles i forme der er sprayet med fedtstof. Formene dækkes med låg og bages i ovn v/100 grader + 10% damp i ca. 60 min. Gratinerne nedkøles derefter og skæres i skiver. 

Til blød kost, kan der anvendes farsretter, som f.eks. hakkebøf og karbonader der steges i ovn med damp for at undgå stegeskorpe.

Blød kost leveres på afdelingerne på frost i enkeltportioner. Personalet på sengeafdelingerne udportionerer selv grønsager, kartoffelmos og dagens sauce, som tilbehør til kødet.

Gratin kost laver køkkenet som kødgratiner og grøntsagsgratiner. Personalet på sengeafdelingerne udportionerer selv kartoffelmos og dagens sauce fra madvognen.

Køkkenet producerer også 5 slags gratinsmørrebrød, der leveres på frost i enkeltportioner – det vil sige som halve stykker gratinsmørrebrød.

Cremet kost

Leveres som cremede supper på frost. Supperne er blendede og tilsat fortykningsmiddel. 

Derudover har køkkenet et tilbud om berigede fromager med gratinkonsistens.

På sengeafdelingerne opvarmes maden i mikrobølgeovn. Køkkenet har et ønske om opvarmning i ovn m/damp.

Ved spørgsmål kontakt: Britta Bach Hansen, e-mail: BRITHN@rm.dk, tlf.  78442200