Diabetesdiæt baseret på energireduceret diæt

Der henvises til Fagligt selskab af kliniske diætisters (FaKD) Rammeplan for ernærings- og diætbehandling af voksne med type 2-diabetes her.

Bemærk, at arbejdsgruppen bag rammeplanen har været i løbende dialog med Diabetes Nutrition Study Group (DNSG), som er en del af European Association for the Study of Diabetes (EASD), med henblik på at inddrage DNSG’s anbefalinger, men DNSG har valgt at udsætte deres arbejde til juni 2021 pga. COVID-19.

Indikation

Ordineres til personer med overvægt og med type 1- og type 2-diabetes, som ikke er i ernæringsrisiko, dvs. de har en Screening score = 0, opsporing. Patientens ernæringstilstand skal følges, så der let kan gribes ind ved ernæringsrisiko.

Patienter, der skal være indlagt længe kan med fordel ordineres samtale med klinisk diætist med henblik på en Individuel diætbehandling.

Mål for behandlingen

Energireduceret diæt skal medvirke til at personen med overvægt taber en passende mængde fedtvæv, så de eventuelle fysiske, psykiske og sociale problemer, som kan være en følge af overvægten kan forebygges eller undgås. Energireduceret diæt skal samtidig dække behovet for næringsstoffer.

Principper

Energireduceret diæt skal være pædagogisk eksemplarisk i forhold til det patienten skal spise efter udskrivelsen. Diæten har et lavt indhold af fedt og tilsat sukker, samt et relativt højt indhold af komplekse kulhydrater, protein og kostfiber, for at sikre en større mæthedsfornemmelse hos patienten. Energibehovet vurderes individuelt Energi og proteinbehov. Der tilstræbes en negativ energibalance på ca. 2-4 MJ pr. dag, hvilket giver ½ -1 kg vægttab pr. uge.

Bemærk Kostregistrering, kontrol af vægtændring samt vurdering af fysisk aktivitet er nødvendige redskaber til endelig fastlæggelse af den enkeltes behov.

Bemærk En standarddiæt på fx 5 MJ (1200 kcal) har ingen plads i diætbehandlingen af svær overvægt, men skal altid følges af individuel opfølgning.

Energiprocentfordelingen ser således ud:
Vis indhold Skjul indhold
Protein Fedt Kulhydrat Øvrigt

20 E%

Mindst 0, 8 g protein pr. kg legemsvægt, beregnet udfra idealvægt

Højst 30 E%

Inkl. mindst 3E% n-6 og n-3 fedtsyrer, heraf mindst 0,5E% fra n-3 fedtsyrer

 

50-55 E%

Andelen af tilsat sukker bør ikke overstige 10E%. Sukker kan med fordel erstattes med ikke energigivende sødestof.

Kostfibre: Mindst 5 g pr. MJ (25-45 g dagligt)

Væske: Den totale væskeomsætning anslås til 30-40 ml pr. kg

Vejledende, idet der savnes dokumentation for præcise anbefalinger.

Fordeling af måltider

Maden kan fordeles på mange måltider, fx 3 hovedmåltider og 3 mellemmåltider dagligt. 

Valg af sammensatte fødevarer

Valg af fødevarer følger Normalkosten.

Generelt bør kosten have et meget højt indhold af grønsager. Desuden kontrollerede mængder af brød, kartofler, ris, pasta og frugt. Endvidere kød, fisk og fjerkræ med et lavt fedtindhold samt indmad og æg.

Dagskostforslag

Dagskostforslag

Portionsstørrelser

Se tallerkenmodellen.

Vitaminer og mineraler

En nedsættelse af energiindholdet øger kravet til kostens indhold af vitaminer og mineraler. Da det kan være vanskeligt at opnå et tilstrækkeligt indhold, anbefales en kombineret vitamin-mineral-tablet, så længe diæten varer.

Praktiske råd

Diabetesforeningen

Hjerteforeningen

Altomkost.dk

Der bør altid være mellemmåltider gjort parat i form af fx skrællede gulerødder, blomkålsbuketter, »mini« agurker, cherrytomater eller andet.

Bemærk Drikkevarer med energi kan bidrage væsentligt til den samlede energiindtagelse.

Er fagligt opdateret i 2022