Pakistansk Normalkost
Indikation
Anbefales til raske voksne fra Pakistan samt syge voksne fra Pakistan, som ikke er i ernæringsrisiko.
Ernæringstilstanden bør følges, så der let kan gribes ind ved ændringer og behov for opsporing af ernæringsrisiko. Læs mere under opsporing.
Principper
Se under Normalkost til andre kulturer
Fordeling af måltider
I andre kulturer er der ikke tradition for at spise mellemmåltider som i Danmark. Derimod er der tradition for at spise morgenmad samt to, ofte varme måltider, hvor aftensmåltidet er hovedmåltidet.
Valg af fødevarer
Se skema for Valg af fødevarer
Pakistansk madlavning er påvirket af islam, men har smagsmæssigt store lighedspunkter med indisk mad. Curry er den almindeligste ret. Den pakistanske curry er en sammenkogt ret med kød og grønsager, krydret med garam masala. Curry sammensættes ofte af den enkelte husmor.
Generelt bør kosten indeholde store mængder brød, kartofler, ris, bælgfrugter, grønsager, frugt og krydderier. Bemærk, at pasta generelt er ukendt i den pakistanske madlavning.
Desuden æg, kød og indmad, gerne oksekød, kylling og lammekød i gryderetter. Ikke svinekød. Fisk i mindre mængder, da fisk kun spises langs Pakistans kyster.
Syrnede mælkeprodukter med et lavt fedtindhold anvendes primært i dressinger, mens ost generelt er ukendt i den pakistanske madlavning.
En række fødevarer frarådes, fordi de indeholder produkter baseret på svinekød herunder gelatine eller tilsætningsstoffer, fx fedtbaserede emulgatorer.
De tilsætningsstoffer, der skal undgås har følgende numre: E120, E304, E422, E431-E436, E445, E470-E477, E479b, E481-E483, E491-E495 og E570, hvilket bl.a. findes i mælkedesserter, margarine, is og brød.
Kost i Pakistan
Nedenstående er eksempel på kosten på landet. I byen spises desuden hvidt brød, cornflakes og læskedrikke.
Morgenmad
Te og paratha eller chapati.
Frokost
Gryderetter med chapati og salat.
Aftensmad
Som frokosten, af og til med ris.
Mellemmåltider
Te med småkager. Frugt. Lassi.
Dagskostforslag
Portionsstørrelser
Vitaminer og mineraler
Pakistansk Normalkost dækker behovet for vitaminer og mineraler med visse undtagelser.
Der kan være behov for at supplere med et tilskud af calcium, hvis indtagelsen af mælk og mælkeprodukter er begrænset.
Alle med mørk hud, eller som går tildækket klædt, anbefales et tilskud af D-vitamin på 10 mikrogram pr. dag fra og med 2-årsalderen. Ældre over 70 år, personer med øget risiko for osteoporose og ældre i plejebolig anbefales et dagligt tilskud af D-vitamin på 20 mikrogram kombineret med et kalciumtilskud på 800-1000 mg, uanset om der drikkes mælk eller spises mælkeprodukter.
Læs mere om D-vitamin anbefalinger på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, søg på D-vitamin.
Bemærk at vitaminpiller kan indeholde emulgatorer, som kan være baseret på svinekød.
Praktiske råd
Morgenmåltidet er et enkelt og ofte ret ens måltid. Frokosten betragtes ligeledes som et lettere måltid, mens aftensmåltidet er det egentlige hovedmåltid. Mellemmåltider spises stort set ikke.
Litteratur og links
Rapporten: Maden hos indvandrere og flygninge i Danmark. Fødevarerapport 2002. Fødevaredirektoratet.
Anbefalinger for den danske institutionskost.
Leed B. Mad, livsglæde og integration – for ældre indvandrere. Erhvervsskolernes Forlag. 2004.
Er fagligt opdateret i 2016