Somalisk Normalkost
Indikation
Anbefales til raske voksne fra Somalia samt syge voksne fra Somalia, som ikke er i ernæringsrisiko.
Ernæringstilstanden bør følges, så der let kan gribes ind ved ændringer og behov for opsporing af ernæringsrisiko. Læs mere under opsporing.
Principper
Se under Normalkost til andre kulturer
Fordeling af måltider
I andre kulturer er der ikke tradition for at spise mellemmåltider som i Danmark. Derimod er der tradition for at spise morgenmad samt to, ofte varme måltider, hvor aftensmåltidet er hovedmåltidet.
Valg af fødevarer
Se skema for Valg af fødevarer
Somaliere kan deles op efter madtraditioner:
- Kvægavlere, der mest spiser kød og mælk
- Landbrugere, der mest spiser landbrugsprodukter, grønsager og frugt
- Byboere, der er påvirkede af vestlige, især italienske kosttraditioner
- Folk i kystnære områder, der spiser meget fisk.
Madtraditionerne ligner ikke nabolandenes.
Generelt bør kosten indeholde store mængder brød, kartofler, ris, pasta, bælgfrugter, grønsager, frugt og krydderier.
Desuden æg, kød og indmad, gerne oksekød, kylling og lammekød i gryderetter. Ikke svinekød. Fisk i mindre mængder, da fisk er begrænset til kystbefolkningen.
Frisk mælk og yoghurt fra ko, får og ged med et lavt fedtindhold. Ost anvendes generelt ikke i den somaliske madlavning.
En række fødevarer frarådes, fordi de indeholder produkter baseret på svinekød herunder gelatine eller tilsætningsstoffer, fx fedtbaserede emulgatorer.
De tilsætningsstoffer, der skal undgås har følgende numre: E120, E304, E422, E431-E436, E445, E470-E477, E479b, E481-E483, E491-E495 og E570, hvilket bl.a. findes i mælkedesserter, margarine, is og brød.
Kost i Somalia
Måltidsmønstret varierer meget mellem by og land. Nedenstående er storbymønstret.
Morgenmad
Te med meget sukker. Brød eller anjero. Somme tider stegt æg eller lever til brødet. Børn og voksne spiser det samme, men børn drikker mere mælk.
Frokost
Dagens hovedmåltid indledes ofte med en banan. Derefter spaghetti, ris med kødsovs (af hakket kød), eller lammekoteletter med anjero eller kogt majsmel. Salat af hovedsalat, tomater og citronsaft. Desserten er frisk frugt, oftest banan og papaya. Til maden drikkes vand, citronsaft eller mælk.
Aftensmad
Et let måltid bestående af for eksempel kogte bønner med eller uden ris, stegt æg og brød. Somme tider gryderet af kød.
Mellemmåltider
Der spises ikke mellemmåltider, men om eftermiddagen drikkes te med meget sukker i.
Dagskostforslag
Portionsstørrelser
Vitaminer og mineraler
Somalisk Normalkost dækker behovet for vitaminer og mineraler med visse undtagelser.
Der kan være behov for at supplere med et tilskud af calcium, hvis indtagelsen af mælk og mælkeprodukter er begrænset.
Alle med mørk hud, eller som går tildækket klædt, anbefales et tilskud af D-vitamin på 10 mikrogram pr. dag fra og med 2-årsalderen. Ældre over 70 år, personer med øget risiko for osteoporose og ældre i plejebolig anbefales et dagligt tilskud af D-vitamin på 20 mikrogram kombineret med et kalciumtilskud på 800-1000 mg, uanset om der drikkes mælk eller spises mælkeprodukter.
Læs mere om D-vitamin anbefalinger på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, søg på D-vitamin.
Bemærk at vitaminpiller kan indeholde emulgatorer, som kan være baseret på svinekød.
Praktiske råd
Morgenmåltidet er et enkelt og ofte ens måltid, frokosten betragtes som hovedmåltid, hvorimod aftensmåltidet, som spises ret sent ved 19-20 tiden, er et lettere hovedmåltid. Mellemmåltider spises stort set ikke.
Er fagligt opdateret i 2016