Normalkost til gravide

Normalkosten skal medvirke til at sikre en tilstrækkelig energi- og næringsstofindtagelse, der dækker den gravides og det voksendes fosters behov.

Hvis gravide spiser i henhold til anbefalingerne for Normalkost og supplerer med de anbefalede vitaminer og mineraler, bliver både moderen og det voksende fosters behov dækket.

Mange kvinder har problemer med overvægt, når de bliver gravide. Det er derfor vigtigt at spise sundt og varieret og være fysisk aktiv under en graviditet.

En sund vægtstigning under hele graviditeten er mellem 10-15 kg. Det kan dog variere afhængig af om man er over- eller undervægtig.

Læs mere i Sunde vaner før, under og efter graviditet

Indikation

Anbefales til gravide kvinder, som ikke er i ernæringsmæssig risiko.

Læs mere under Screening

Den gravides ernæringstilstand bør følges, så der let kan gribes ind ved en ændring i den ernæringsmæssige risiko.

Principper

Den gravides kost skal følge principperne i Normalkosten. Behovet for næringsstoffer er øget forholdsvis mere end behovet for energi. Det er derfor ikke en mere energitæt kost, kvinden har brug for, men mere af Normalkosten.

Energiindhold
Energibehovet øges lidt i 1. trimester svarende til ca. 400 kJ pr. dag. Herefter øges behovet med ca. 1.400 kJ pr. dag i 2. trimester og med ca. 2.200 kJ pr. dag i 3. trimester.

Sådan kan det ekstra energibehov dækkes:

400 kJ svarer ca. til:

2 frugter (æble, pære, appelsin)

eller

1 gulerod og 1 glas minimælk

eller

1 æg eller 1 skive groft hvedebrød.

2.000 kJ svarer ca. til:

1 skive groft hvedebrød med ost

og 1 skive rugbrød med skinke

og 1 frugt eller grøntsag.

Protein
I 2. og 3. trimester er den gravides proteinbehov øget, men dette tilgodeses tilstrækkeligt via den øgede indtagelse af Normalkosten. Det anbefales at få dækket proteinbehovet via kosten. Høj-proteintilskud kan ikke anbefales.

Kostfiber
Tarmbevægelserne er ofte nedsat under graviditeten. En fiberrig kost er med til at regulere afføringen.

Energiprocentfordelingen for planlægning svarer til Normalkosten og ser således ud:

Energiprocentfordeling for gravideVis indholdSkjul indhold
Protein Fedt Kulhydrat
15 E%

32-33 E%

Mættet fedt: mindre end 10 E%

Monoumættet fedt: 10-20 E%

Polyumættet fedt: 5-10 E%

52-53 E%

Tilsat sukker: Mindre end 10 E%

Kostfibre: Mindst 3 g pr. MJ (25-35 g dagligt)

Væske: Den totale væskeomsætning anslås til 30-40 ml pr. kg legemsvægt.
Læs mere under Væskebehov.

Fordeling af måltider

Normalkosten er sammensat af 3 hovedmåltider og 2-3 Mellemmåltider.

Forslag til fordelingen af den daglige energiindtagelse:

Forslag til fordeling af daglig energiindtagelseVis indholdSkjul indhold
Morgenmad Frokost Aftensmad Mellemmåltider i alt
20-25 % 25-35 % 25-35 % 5-30 % (5-10 % pr. måltid)

Valg af fødevarer

Valg af fødevarer svarer generelt til Normalkosten.

Se skema for Valg af fødevarer til Normalkost til gravide

Særligt for gravide: Indtagelse af visse fødevarer og visse kosttilskud kan dog øge risikoen for abort og fosterskader:

  • Lever og levertran frarådes, da det kan indeholde meget A-vitamin (retinol).
  • Gravide bør ikke indtage over 3.000 μg (1 mg = 1000 μg) retinol (A-vitamin) pr. dag gennem længere tid på grund af risiko for fosterskade (Beta-karoten fra maden er harmløst, da det kun omdannes til A-vitamin i det omfang, kroppen har brug for det).
  • Alkohol passerer fra moderens blod gennem moderkagen over til barnet. Fosteret er følsomt over for alkohols skadelige virkninger gennem hele graviditeten, og hjernen er særlig sårbar. Da man ikke kender den nedre grænse for alkohols skadelige virkning, anbefales gravide helt at undgå alkohol.  
  • Kaffe bør begrænses til højst 3 kopper dagligt (svarende til 200-300 mg koffein) på grund af koffeinindholdet. Andre koffeinholdige drikke, for eksempel te, cola og visse læskedrikke, bør ligeledes begrænses.

Der er yderligere enkelte undtagelser mht. valg af fødevarer. Se hvilke Fødevarer der frarådes. Desuden har gravide et øget behov for en række vitaminer og mineraler, se afsnittet om vitaminer og mineraler nedenfor.

Portionsstørrelser

Se portionsstørrelser

Ombytningsliste

Ombytningslisten kan bruges som redskab, når mellemmåltider fra dagskostforslag skal skiftes ud med andre retter eller drikkevarer.

Den er desuden ment som inspiration til at variere tilbuddene til mellemmåltiderne. Listen er tænkt som et eksempel, idet det er tanken, at hvert køkken kan indføre deres egne portionsstørrelser samt energi og proteinindhold.

Ombytningsliste

Vitaminer og mineraler

Gravide eller kvinder, der planlægger graviditet og 12 uger ind i graviditeten, anbefales et tilskud på 400 mikrogram folsyre dagligt for at nedbringe risikoen for, at barnet fødes med neuralrørsdefekt. Neuralrørsdefekt er en sjælden lidelse, der kan betyde misdannelser i hjernen, kraniet og rygmarven - varierende fra kosmetisk til svære handicaps.

Et tilskud på 10 mikrogram vitamin D anbefales under hele graviditeten.

Et tilskud på 40-50 milligram (mg) jern anbefales fra 10. graviditetsuge. Hvis den gravide lider meget af kvalme, kan man vente med at starte jerntilskud til senest graviditetsuge 18. Hvis den gravide har fået undersøgt sin jernstatus, følges lægens ordination.

Gravide der ikke indtager mælkeprodukter og ost anbefales et calcium tilskud på 500 milligram (mg) under hele graviditeten.

Store doser af vitamin A kan skade fosteret. Derfor frarådes levertran.

Bemærk: Generelt frarådes kosttilskud udover de anbefalede.