Diæter til børn og unge ved diabetes
Indikation
Ordineres til syge børn og unge (0-17 år) med type 1-diabetes.
Bemærk Der bør tages kontakt til klinisk diætist med henblik på individuel tilrettelæggelse af kosten. Individuel diætbehandling
Bemærk Der bør tages kontakt til klinisk diætist med henblik på individuel diætbehandling efter udskrivelsen. Individuel diætbehandling
Praktiske råd
Børn og unge med diabetes, som har normal appetit, anbefales at spise sund og varieret, alderssvarende kost som til raske (Normalkost). Det vil sige dagligt at spise grøntsager, frugt, fuldkornsprodukter, magre mælkeprodukter, magert kød, fisk, nødder, sunde fedtstoffer og begrænse mængden af sukker, slik, kage, chips, fastfood. o.lign.
Hvis der er behov for at udarbejde dagskostforslag kan flg. energifordeling anvendes som en guide 45-50 E% kulhydrat, højst 10 E% fra sukker, højst 35 E% fedt, mindre end 10E% fra mættet fedt og 15-20 E% protein. Maden fordeles på 3 hovedmåltider og mellemmåltider efter behov. Barnet bør spise til måltiderne og undgå småspisning mellem måltiderne.
Energiindtaget og indholdet af essentielle næringsstoffer skal dække barnets behov så der sikres optimal vækst og forebygges overvægt. Højde og vægt bør følges.
Der ordineres normalkost med mulighed for at vælge specialvarer som sukkerfri drikkevarer, sukkerfrit syltetøj, sukkerfri yoghurt og kunstigt sødestof efter behov. Der er ikke behov for kunstigt sødet dessert, kage, is, slik o.lign. når mængden begrænses i forhold til sunde og alderssvarende kostprincipper. Oplysninger om mængden af kulhydrat i den serverede mad bør være tilgængelig for at kunne tælle kulhydrater og dosere insulin.
Der ordineres individuel diætbehandling ved klinisk diætist ved debut og løbende efter behov. Familien vejledes i at spise en sund og alderssvarende kost tilpasset familien samt tælle kulhydrater i maden og tage insulin til måltiderne ud fra kulhydratmængden og blodsukkerniveauet.
Syge børn og unge med diabetes, der er i ernæringsmæssig risiko, skal tilbydes den type mad og drikke de kan klare at spise og som kan dække deres ernæringsmæssige behov. Insulin tilpasses blodsukkerværdierne og kulhydratindholdet i den mad og drikke barnet kan spise og drikke.
Hvis der er behov for at supplere med ernæringsdrikke eller sondeernæring, vælges alderssvarende produkter som til andre syge børn, og insulin doseres efter kulhydratindhold i samråd med klinisk diætist/læge.
Er fagligt opdateret i 2018