Kost til småtspisende voksne

Kost til småtspisende voksne indbefatter også småtspisende ældre indlagt på sygehuse.

Retningslinjer

  • Stor energitæthed (højt fedtindhold og lavt kulhydrat-/kostfiberindhold)
  • Proteinindhold svarende til Sygehuskosten
  • Vitamin- og mineralindhold svarende til Sygehuskosten
  • Meget små portioner mad
  • Hyppige måltider (6-8 inkl. energi- og proteintilskud)
  • Individuelt tilpasset konsistens af de enkelte måltider.

Kostens fedtindhold bør være højere end i Sygehuskosten, fx 50 E%. Maden bør serveres i små, indbydende portioner, se eksempler på Portionsstørrelser, samt fotos der illustrerer de forskellige portionsstørrelser.

Indikation

Ordineres til patienter, der er i ernæringsrisiko, hvilket vil sige, at de allerede har eller forventes at få en Screening score ≥3, og hvor der derfor skal startes Individuel ernæringsbehandling

Kosten må individualiseres og Kostregistrering er nødvendig i forbindelse med denne kostform som en del af ernæringsterapien.

Ernæringstilstanden skal følges, så yderligere forværring af ernæringstilstanden kan forebygges. Der kan med fordel samarbejdes med klinisk diætist med henblik på planlægningen af Individuel ernæringsbehandling.

Bemærk: Patienter i ernæringsmæssig risiko, der er gravide eller ammer, der kommer fra en anden kultur end dansk, der har en psykisk sygdom eller diætkrævende sygdom, bør henvises til klinisk diætist med henblik på Individuel diætbehandling

Mål for behandlingen

Kost til småtspisende skal medvirke til at genoprette eller opretholde ernæringstilstanden således, at underernæring undgås/behandles.

Principper

Kost til småtspisende har et højere indhold af fedt samt et lavere indhold af komplekse kulhydrater og kostfibre end Sygehuskost.

Ved at tilbyde små overkommelige portioner med stor energitæthed fordelt på mange måltider hen over døgnet er det muligt at forøge indtagelsen.

Madens konsistens kan have stor betydning ved tygge-tandproblemer, og hvis patienten er svækket eller af anden grund ikke magter at spise fast føde. Dysfagi diæt (Kost med modificeret konsistens) − i form af Blød kost, Gratin kost eller Cremet kost − kan da være en løsning,

Energi - og proteinrige drikke vil have en væsentlig plads i denne kostform.

Endvidere kan der anvendes kulhydrat- og proteinpulver til berigelse af en del af retterne, se Energi- og proteintilskud.

Endelig vil der kunne blive behov for at supplere med Sondeernæring og evt. Parenteral ernæring.

Energi - og proteinindholdet i kosten skal svare til patientens aktuelle behov, se Energi- og proteinbehov.

Energiprocentfordelingen ser således ud:

Energiprocentfordelingen for småtspisende
Vis indhold Skjul indhold
Protein Fedt Kulhydrat

18 E%

Hvis patienten har et proteinbehov, der er højere end 1,5 g pr kg kropsvægt, er energibehovet også højere.

I så fald skal kostens E% fra protein ikke øges, men kosten skal have en øget energi- og næringsstoftæthed

50 E%

Inkl. mindst 3 E% n-6 og n-3 fedtsyrer, heraf 0,5 E% fra n-3 fedtsyrer

30-35 E%

Sukker kan indgå i den nødvendige mængde

Kostfibre: Højst 2 g pr. MJ (15-20 g dagligt).

Der kan evt. suppleres med kostfibertilskud, fx hvedeklid eller loppefrøskaller

Væske
Den totale væskeomsætning anslås til 30-40 ml pr. kg legemsvægt. Væskebehovet øges ved feber, opkastninger, diarré og forbrændinger.

Læs mere under Væskebehov

Fordeling af måltider

Kost til småtspisende er sammensat af 6-8 mindre måltider dagligt, inkl. Mellemmåltider.

Forslag til fordeling af daglig energiindtagelse
Vis indhold Skjul indhold
Morgenmad Frokost Aftensmad Mellemmåltider
20 % 15-20 % 15-20 % 30-50 %

Valg af fødevarer

Se skema for Valg af fødevarer

Generelt bør kosten have et meget højt indhold af fedtstoffer, fede mælkeprodukter og oste for at øge energiindholdet. Desuden et højt indhold af æg, kød, fisk, mælkeprodukter og ost for at øge proteinindholdet.

Portionsstørrelser

Se portionsstørrelser

Ombytningslister

Ombytningslisten kan bruges som redskab, når mellemmåltider fra dagkostforslag  skal skiftes ud med andre retter eller drikkevarer.

Den er desuden ment som inspiration til at variere tilbuddene til mellemmåltiderne.

Listen er tænkt som et eksempel, idet det er tanken, at hvert køkken kan indføre deres egne portionsstørrelser samt energi og proteinindhold.

Ombytningsliste

Vitaminer og mineraler

Det anbefales, at Kost til småtspisende suppleres med en vitamin- og mineraltablet dagligt.

Enkelte kan have behov for ekstra vitamin- og mineraltilskud, som skal lægeordineres.

Praktiske råd

Mellemmåltiderne er uundværlige, når det gælder om at få småtspisende til at indtage mere energi. Derfor bør mellemmåltiderne bidrage med 30-50%  af energien i Kost til småtspisende.

Mellemmåltider behøver ikke være »måltider«, men kan med fordel bestå af energirige drikkevarer, som fx sødmælk, koldskål, kakao, milkshake osv., se Mellemmåltider.

Bemærk: Patienter, der ikke får tilbudt de mellemmåltider, der hører med til Kost til småtspisende, vil kun få dækket ca. halvdelen af energibehovet.

Er fagligt opdateret i 2016