Normalkost

Danskernes gennemsnitskost indeholder for meget sukker, salt og mættet fedt, for lidt frugt, grønsager og fuldkornprodukter samt for lidt fisk. Til trods for, at danskernes viden om sund mad generelt er god, er det de færreste, som lever op til anbefalingerne. Danskerne er dog blevet bedre til at spise fuldkornsprodukter og fisk, men spiser stadig for lidt.

Normalkosten er baseret på de officielle kostråd og næringsstofanbefalinger. I forhold til Gennemsnitskosten øges kostens indhold af kostfiber, vitaminer og mineraler, og den rigtige energiprocentfordeling af fedt, kulhydrat og protein opnås, når man spiser Normalkost.

Anbefalet energiprocentfordeling for indtagelse

Maden indeholder fire energigivende næringsstoffer, som alle tilfører kroppen energi: protein, kulhydrat, fedt og alkohol 

Se Sundhedsstyrelsens anbefalinger for alkohol

Det anbefales, at gennemsnitligt 10-20 % af energien bør komme fra protein, 45-60 % fra kulhydrat, hvor tilsat sukker udgør mindre end 10 E%,  og 25-40 % fra fedt med følgende fedtsyremønster: mindre end 10 % mættede fedtsyrer, 10-20 % monoumættede fedtsyrer og 5-10 % polyumættede fedtsyrer. Indtagelsen af kostfiber bør være mindst 3 g pr. MJ eller ca. 25-35 g dagligt.

De officielle kostråd

De officielle kostråd vejleder om sammensætningen af en sund kost, hvor kroppen nemmere kan holde en sund vægt, og hvor behovet for de livsvigtige næringsstoffer generelt vil blive dækket.

Mængderne i de officielle kostråd er generelt udtrykt pr. 10 MJ og gælder primært for større børn og voksne, men skal justeres i forhold til mindre børns lavere energibehov. De officielle kostråd lyder således:

  • Spis varieret, ikke for meget og vær fysisk aktiv
  • Spis frugt og mange grønsager
  • Spis mere fisk
  • Vælg fuldkorn
  • Vælg magert kød og kødpålæg
  • Vælg magre mejeriprodukter
  • Spis mindre mættet fedt
  • Spis mad med mindre salt
  • Spis mindre sukker
  • Drik vand

Hvis man lever efter de officielle kostråd, vil kroppens behov for næringsstoffer blive dækket, og man vil forebygge overvægt. Desuden nedsættes risikoen for livsstilssygdomme som hjertekarsygdomme, type 2- diabetes og kræft.

Læs mere om De officielle kostråd

Fuldkornsanbefaling

Fuldkorn er godt pga. det høje fiberindhold, de mange vitaminer og mineraler samt andre indholdsstoffer, som tilsammen har betydning for sundheden.

Voksne og børn over 10 år anbefales at spise mindst 75 g fuldkorn pr. 10 MJ om dagen. Det svarer til 2 dl havregryn og 1 skive rugbrød eller 2 skiver rugbrød, 1 stykke fuldkornsknækbrød og 1 portion fuldkornspasta.

Fuldkornslogoet gør det lettere at vælge fuldkornsprodukter.

Læs mere på fuldkorn.dk

Nøglehulsmærkning

Nøglehulsordningen omfatter som udgangspunkt fødevarer, der kan indgå i en sund og varieret hverdagskost. Derfor kan slik, is og sodavand ikke blive mærket med Nøglehullet.

Mærket gør det lettere at vælge fødevarer med flere kostfibre og mere fuldkorn samt mindre mættet fedt, sukker og salt.

Læs mere på altomkost.dk/noeglehullet